Vi blev afhentet i morges kl. 07.30 her på hotellet af Nong og hendes familie.

Vi kørte derefter op gennem Thailand og til grænsen ind til Laos.

Først skulle vi finde en p. plads til vores bil og derefter kørte vi et par hundrede meter i en tuk-tuk hen til den Thailandske grænseovergang.

Vi skulle udfylde en helvedes masse papirer og skulle betale for nogle billeder til de visum vi skulle have for at komme ind i Laos.

Der gik nok en god times tid med at komme ud af Thailand.

Vi gik nu ud gennem grænseovergangen og satte os op i en bus som transporterede

os over den store Mekonflod som er den naturlige grænse mellem Thailand og Laos, og videre frem til grænseovergangen til Laos.

Mekonfloden er verdens 12. længste flod og er hele 4.500 kilometer lang. Floden brødføder 70. mill. menesker.

Hvis det kostede penge og tog tid at komme ud af den thailandske grænseovergang, var det intet mod det vi nu skulle igennem.

I min tid har jeg rejst meget og mange umulige steder og min beskedne erfaring siger mig, at jo mere underkuet og fattigt et land er, jo sværere og dyrere er det at komme ind i det.

De er "overbevist" om, at vi ikke ønsker at rejse ud igen :-)

Først skulle vi udfylde endnu flere papirer, i op til flere eksemplarer... så skulle vi videre til næste kontor, hvor vi skulle skrive under på, at vi ingenting fejlede.

Det lignede en operationsstue - en "overlæge" i hvid kittel og hvid maske over munden og en kvinde i samme fastelavnsmondering.

Vi skulle også underskrive en erklæring på, at vi ikke ville ligge deres samfund til byrde vedr. hospitaler m.m. ;-)

Havde de alvorligt troet på, at vi ville skrive under på at vi var dødsyge???

og troede de virkelig på at vi, i tilfælde af sygdom, ville indlægges og skæres i, på deres "hospitaler"??

- eller var det bare et yderligere påskud for at opkræve en ekstra "afgift". De mennesker havde jo i forvejen overhovedet ikke det mindste respekt for min pengepung.

Når de mener vi er blevet lænset nok for penge bliver vi så endelig lukket ind i det forjættede paradis.

Nong og familien havde i forvejen bestilt en "vognmand" som de havde forbindelse til, til at køre for os rundt i Laos hele dagen.

Han stod også og ventede på os da vi kom over grænsen.

En meget gammel, men helt i orden taxa til 10 personer og selv var han ganske flink og imødekommende.

Først kørte vi af en almindelig forsømt landevej i en halv times tid, hvorefter vi kom frem til hovedstaden, Vientiane.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet i mit hoved, men sikkert ikke det vi nu så - der var meget, meget flot.

Folk var meget fattige, hvilket landet også bar stærkt præg af. Boliger og huse som ikke var ejet af staten selv, var uhyggelig gamle og medtaget (forventet), men også her så folk om ikke lykkelige, så meget glade ud.

Man kan ikke lade være med at tænke over, om det er denne levevis og fattigdom vi mangler her hjemme i Danmark for at fjerne danskernes, for det meste sure ansigter.

Fattigdom er mange ting. Her er de meget fattige, og en hel del fattigere end i Thailand, men de ser ikke på nogen måde ud til at sulte og tøj har de da også på kroppen.

Kontrasten er især, at de i forhold til mange danskere, er rige i sjælen - og hvad er det vigtigste for et godt liv her på jorden? - det bliver vi sikkert ikke enige om.

Fortsættelse følger efterhånden som jeg får tid....